Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kan ikke overraske. Selv om STORM [1887] har ret i at de hvite
mænds faner, eller “stænger som det var fæstet fliker til” (se s. 251),
har sammenhæng med kirkeprocessioner, så kan dette være en
senere folkelig tillempning, likesom de hvite eneboere ute i oceanet
kan være tillempning av førkristne eller i ethvert fald ikke geistlige
forestillinger fra Irland.
Det blev ovenfor (s. 313) nævnt likheter mellem omtalen av de trollkyndige
ind-byggere i Wyntlandia (= Vinland) og av de keltiske prestinder på øen Sena ved
Bretagne. En kunde fristes til at tro at der også her var en eller anden sammenhæng
mellem disse bretonske prestinder og på den ene side Irerne i Hvitramanna-land, og
på den anden mændene på Kassiteriderne (nær Sena) som lignet strafgudinderne.
Dionysios Periegetes [510; cum Eustath. 1] fortæller at på denne ø Sena foranstaltet
eføikransede kvinder ved nattetid Bakkhos-tog, med skrik og voldsom larm (jfr.
mændene i hvite klær i Hvitramanna-land, som bar stænger og ropte høit). Ingen
mandspersoner måtte betræde øen, men kvinderne reiste til mændene på den ovenfor liggende
kyst, og vendte tilbake efter at ha pleiet omgang med dem (jfr. s. 270). Aldeles det samme
fortæller Strabo [IV, 198] om Samniternes kvinder på en liten ø ikke fjernt i havet
foran Liger’s (Loire’s) munding; begeistret av Bakkhos ærer de denne gud ved
mysterier og andre usedvanlig hellige handlinger. Druidene hadde sine helligdommer på
øer, og Mona (Angelsey) var deres hovedsæte. Tacitus [Ann. XIV, 30] fortæller om
deres fanatiske kvinder som, i hvite klær (dødningeklær) med flagrende hår og fakler,
gebærdet sig ganske som Furier ved Romernes ankomst.
At folk efter Eyrbyggja-saga ikke måtte komme til
Hvitramanna-land kan svare til at mænd ikke måtte betræde
prestinde-øen, og på den anden side til at veien til Kassiteriderne holdtes
hemmelig og folk søktes hindret fra at nå dit (jfr. s. 21). Noget
lignende fortælles forøvrig også om den rike, frugtbare ø som
Kartagerne fandt i havet i vest, og som de, med trusel om dødsstraf,
forbød andre at reise til [Aristoteles, Mir. Auscult. c. 85, jfr. også
Diodor, V, 20]. At der i den senklassiske tid var sammenblanding
mellem Kassiteriderne og sagnøene i vest fremgår også derav at
Plinius [Hist. nat. IV, 36] sier at Kassiteriderne kaldes også
For-tunatae, og Dionysios Periegetes lar tinnet, Kassiteridernes produkt,
komme fra Hesperiderne.
Det blev ovenfor (s. 270) nævnt at det forjættede land, “Vidunder- Navnet
landet”, i Irernes sagn også biir kaldt den “Store Strand” (Tråg Mor) Stor-lriand
eller det “Store Land” (Tir Mor); “to eller tre ganger større end Irland”
(s. 269). Det synes ikke at ligge fjernt at Islændingene som fra Irland
hørte om dette store land, kunde komme til at kalde det Irland hit
Mikla (det store Irland); og dette biir vel en naturligere forklaring
end Storm’s opfatning [1887, s. 65] av navnet at det skulde bety “det
irske koloniland” i likhet med Magna Græcia (den græske koloni i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
