Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gudleiv’s
reise.
Italien) og Svipjod it Mikla (den svenske koloni i Rusland, Scythia
Magna)’, derimot foreligger en tydelig paralel i det av ham nævnte
“Store Han” sagnlandet i det Store Ocean ut for Kina (Han).
1 Eyrbyggja saga fortælles det om Bjørn Äsbrandsson, kaldt
Breidvikinge-kjæmpe, og hans bedrifter. Han bar ulovlig kjærlighet
til Snorre Gode’s søster Turid på Frööå, gift med Torodd, og hadde
med hende en uegte søn Kjartan. Til slut måtte han forlate Island
for denne sin kjærlighet; men skibet blev sent færdig om høsten.
De gik til havs med nordøstvind, som holdt længe ved den høst.
Siden spurtes ikke skibet på lang tid.
Gudleiv Gudlaugsson het en stor farmand, han eide en stor knarr. I Olav den
Helliges sidste levetid var han på kjøpfærd til Dublin, “da han seilte vest derfra
‘eslet han sig til Island. Han seilte vest for Irland, fik der sterk nordostvind og räk
’da langt vest i havet og i sydvest” indtil de endelig kom til et stort land som de ikke
visste hvad var. De kjendte ikke menneskene der, “men helst syntes de at de talte
‘irsk”. Snart samlet sig mange hundred mand om dem, angrep dem, bandt dem,
og drev dem op i landet. De blev fort til et møte og dom skulde holdes over dem.
De skjønte så meget at nogen vilde dræpe dem, mens andre vilde ha dem til
træler. Mens dette stod på, kom en stor flok ridende med et merke, og under det red
en stor og røslig mand, av høi alder med hvitt hår, som de skjønte var høvdingen,
for alle høide sig for ham. Han sendte bud efter dem; da de kom frem for ham, talte han
til dem på norrønt mål, og spurte fra hvad land de var, og da han fik høre at de fleste
blandt dem var Islændinger, og at Gudleiv var fra Borgarfjord, spurte han efter næsten
hver av de større mænd i Borgarfjord og Breidafjord, og nøiagtig om Snorre Gode, og
Turid på Frööå, søster hans, og mest om Kjartan søn hendes, som nu var bonde der.
Efter at denne store mand hadde drøftet saken længe med landets mænd, talte han
på ny med Islændingene og gav dem lov til at reise igjen, men enda det var langt
ledet på sommeren, rådde han dem til at komme bort snarest, da folkene der ikke var
til at lite på. Han vilde ikke si dem sit navn; for han ønsket ikke sine frænder en
slik reise dit som de vilde ha fåt om han ikke hadde hjulpet dem; men han var nu
så gammel at han snart kunde gå bort, og desuten var det gjævere mænd der i landet
end ham, sa han, som vilde gi utenlandske mænd liten skånsel. Derefter lot han
skibet ruste, og var selv tilstede, indtil det kom bør fra rette kanten for at gå ut. Da
de skiltes, tok denne mand en guldring av hånden sin, rakte Gudleiv, og med den et
godt sverd, og sa: “Hvis det biir din lod at komme til Island, da skal du bringe dette
‘sverd til Kjartan bonde på Frööå, og ringen til Turid, mor hans”. Da Gudleiv spurte
hvem han skulde si sendte disse kostbarheter, svarte han: “Sig, den sendte dem som
‘var mere ven av husfruen på Frööå end av goden på Helgafell, bror hendes . . . .”
Gudleiv og hans folk gik til sjøs og kom til Irland sent om høsten, var den vinter i
Dublin, og seilte næste sommer til Island [jfr. Grøn. hist. Mind., I ss, 769 ff.].
Det er klart at Bjørn Breidvikinge-kjæmpe her er den samme
som Are Mårsson i Landnåma, som også blev stormdrevet til
Hvitra-manna-land, måtte bli der al sin tid, og efter Torfinn Orknø-jarls
utsagn (død omkr. 1064) var blit gjenkjendt (av tilreisende lik
Gudleiv?), og var vel anset der. Dette træk at de reisende kommer til
en ukjendt ø og der finder en mand som har været borte i lang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
