Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tydning på den tid. Den kan alene være drevet av Nordmændene
(og Islændingene?), Finnene, folkene på Ruslands nordkyst, og
Grøn-lændingene. Repene er vel vanskelig blit ført til Köln landeveien
helt fra Rusland, hellere må de være kommet fra Norge. Nogen
hvalrossrep (svarÖreip) fik Nordmændene gjennem handelen med
Grønland, kanske også med nord-Rusland, men mest må de ha fåt
gjennem sin egen fangst i de nordlige farvande. De hvalross de
har kunnet fange i Finmarken har ikke kunnet tilfredsstille behovet,
og som før fremholdt (s. 136) har de sikkerlig søkt videre
fangstfelter, først og fremst østover i Ishavet.
Den norsk-islandske literatur nævner ikke at Nordmændene på
Nordmæn-sine Bjarmelands-færder kom længer øst end til Gandvik
(Hvite-havet) og Dvina. Men det er at merke at sagaene helst bare om- havetøst-og
taler høvdingtog med krigerske bedrifter, eller kamp og drap av nordover.
en eller anden art, mens fredelige kjøpfærder, som det sikkerlig var
mange av, ikke nævnes, og heller ikke hvalrossfangst eller
fangstfærder i det hele, det var jo vanligvis ikke høvdingene som drev
den slags yrke. Vi kan derfor ikke vente at finde noget i sagaene
om lande eller farvand hvor det ikke var folk, men bare dreves fangst.
Fra Ottar, som ikke var sagafortæller, vet vi imidlertid at
hvalrossfangst blev drevet, og sikkerlig meget ihærdig, i det 9.
århundrede (s. 135), og at allerede han søkte den så langt som i Hvite-havet.
Det er da høist urimelig at så djerve fangstmænd skulde ha stanset
der, og ikke trukket stadig længere østover, hvor det var en så
værdifuld fangst at gjøre. Vi må tro at de i det mindste har nådd
Novaja Semljas vestkyst, hvor det var hvalross og sæl i overflod.
At så har været tilfælde er like sandsynlig som det motsatte er
usandsynlig, og som det er usandsynlig at fangstfærder av den art
skulde ha fundet nogen omtale i sagaene. At Nordmændene kjendte
Novaja Semlja kan kanske sluttes fra den islandske jordbeskrivelse
fra middelalderen (jfr. foran, ss. 221, 239, 290) som lot landet strække
sig fra Bjarmeland nordover og nordenom Havsbotten (Ishavet) helt
til Grønland, og gjorde dette landfast med Europa (jfr. kart s. 291).
Kjendskapet til utstrækningen av Novaja Semlja’s vestkyst mot nord
ind i det ukjendte kan ha fremkaldt en slik forestilling. Den var
almindelig i norden i den senere del av middelalderen, mens Adam
av Bremen omtalte Grønland som en ø, lik Island og andre øer i det
nordlige ocean. Opdagelsen av Svalbard (Spitsbergen?) i 1194 kan,
som straks skal omtales, ha støttet denne tro på en landforbindelse.
52
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
