Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Russer og
Finner lært [-hvalross-fangst-]
{+hvalross-
fangst+} av [-Nordmæn-dene.-]
{+Nordmæn-
dene.+}
kysten, en del fra Hvite-havet og nogen fra Petsjora. Stephen
Bur-rough traf således i juni 1556, ikke mindre end 30 lodjer i
Kola-fjorden, som var kommet seilende ‘‘ned elven” på vei til fiske- og
fangstfeltene østover. Disse lodjer seilte godt for rum vind, kunde
desuten roes med 20 årer, og hadde 24 mands besætning hver.
Av Pistorius 1 anføres Andrej Mikhov som fortæller at Juctri
(Jugrer i Petsjora-egnen) og Corel i (Kareler) ved Ishavets kyster
fanget sæl og hval, av hvis hud de laget rep, punger, og . .? (redas,
bursas et coletas), og brukte spækket (til belysning?) og solgte det.
De fanget også hvalross (av Mikhov kaldt med det norske navn
rosmar)2, hvis tænder de solgte til Russerne. Disse beholdt en del
for sit eget bruk, og sendte resten til Tartariet og Tyrkiet.
Fangsten skulde foregå på den merkelige måte, at hvalrossene, som var
meget talrike, klatret op på fjeldenes rygger, og omkom der i stor
mængde3. Jugrerne og Karelerne samlet da tænderne sammen på
stranden. Skulde det her være nogen sammenblanding med
fortællinger om samlen av mammuttænder?
Det som tidligere (s. 398) blev meddelt fra arabisk kilde om at
stålklinger solgtes til folkene ved Ishavs-kysten i nord-Rusland, synes
at tyde på at fangsten av sjødyr var vel utviklet i disse strøk
allerede i det 12. årh.; for ellers kunde ikke stål til fangstredskapene
være almindelig handelsvare.
At Nordmænd og Russere ofte traf sammen i de nordlige
farvand synes at måtte sluttes fra Erik Walkendorfs før gjengitte ord
fra omkr. 1520 (jfr. s. 353), at 15 av Skrælingene ikke våget at nærme
sig til en kristen eller Rutener (d. e. Russer). Da han lægger
Skræ-lingenes land nordnordvest for Finmarken synes dette at være sagn
som er sat i forbindelse med Ishavet. Om hvalrosstændene sier
han at “disse er kostbare og er i stor pris hos Russerne.” Hvis
dette ikke er tat fra ældre literære kilder(?), så kunde en tro at
det var oplysninger han selv hadde fåt i Finmarken, og det måtte
da tyde på at Nordmændene solgte hvalrosstænder til Russerne.
Russisk forbindelse med Nordmændene i Ishavs-fangsten synes
også det at tyde på at som ovenfor nævnt, en russisk forfatter
1 Pistorius, Polonicæ historiæ corpus, 1582, I, 150. Jeg har ikke hat adgang til
dette verk. Vi så foran (s. 408, anm. 2) at også Olaus Magnus citerer Mikhow.
3 Jfr. Noel, 1815, s. 215.
3 Forestillingen kan vel være kommet ved misforståelse av fortællinger om at
hvalrossene ofte lægger sig op i store flokker, tæt sammen, på toppen av skjær og
holmer, og der biir stukket ned i mængde av fangstmændene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
