Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Araberne og
kompasset.
Ældste
kilder om
kompasset
i Europa.
utbredt; de findes i forskjellige former hos klassiske forfattere (s. 325), hos arabiske
forfattere (jfr. foran, ss. 433, 439, 442), hos Irerne (ss. 268 f., 270), hos Kineserne, o. s.v.
Delvis er det her Amazoneforestillingen som kommer frem, delvis det av mænd
eftertragtede lykkeland.
Ved en tilsynelatende liten ting har muligens Araberne mer end
ved noget andet øvet en omskapende indflydelse paa Europas
sjøfart, geografi, og kartkunst; sandsynligvis var det nemlig dem som
først bragte Europa kjendskapet til magnetnålen som veiviser. Vi
vet at Kineserne kjendte dette, ialfald i andet årh. e. Kr., og anvendte
det til en slags kompas på reiser over land. Om de også brukte det
på sjøen vet vi ikke, men det ligger nær at tro det. At Araberne
ved sin direkte handelsforbindelse med Kineserne allerede tidlig er
blit kjendt med denne opfindelse, synes rimelig; men merkelig nok
hører vi ingenting om det i den arabiske literatur før i det 13. årh.
Da Araberne og Tyrkerne i tiden derefter benyttet det italienske
ord bossolo for kompas (bussol), har man ment at de kan ha
fåt kjendskapet til det, ikke fra Kina, men fra Italien; men det
synes rimeligere at tænke sig, at mens de har fåt det første
kjendskap til magnetnålen fra Kina, så har de fåt en forbedret form av
kompasset fra Italien, og dermed det italienske ord.
KOMPASKARTENE
Vi vet ikke hvor tidlig magnetnålens egenskap at peke mot
nord blev kjendt i Europa, og blev brukt der for at finde veien
over havet. Den første omtale av det finder vi i slutten av det 12.
årh. hos Englænderen Alexander Neckam, professor i Paris omkr.
1180—1190, og trubaduren Guyot de Provins fra Languedoc. Den
sidste ønsker, i et satirisk digt fra omkr. 1190, at paven vilde
efterligne polstjernens urokkelige pålitlighet ved at vise den himmelske
førers støhet; for sjømændene kommer og går ved denne stjerne
som de altid, også i skodde og mørke, kan finde ved en nål, gnidd
med den stygge og brune magnetsten; stukket i et halmstrå og lagt
på vandet peker nålen ufeilbarlig mot nordens stjerne. Så sent som
i 1258 så Dante’s lærer Brunetto Latini hos Roger Bacon i
Oxford som en merkelighet en sort og styg magnetsten som kunde gi
jernnålen den hemmelighedtsfulde magt at peke mot stjernen; men
han mener at den kan ikke være til nogen nytte, for skibsførerne
vilde ikke styre efter den, og heller ikke vilde sjømændene våge
sig tilsjøs med et instrument, så Hk en djævelens opfindelse. Som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
