4 KVINDERNE. ningen om dette Ulykkens vedblivende Overherredømme tilsidst vil fremkalde Menneskehedens Beslutning om sin egen Tilintetgørelse. Selv Kristendommen er pessimistisk i sit Syn paa Menneskenaturen og Jordlivet, i Sammen- ligning med Udviklingslæren, der maaske i saa Henseende er den mest optimistiske Livsanskuelse, der nogensinde har eksisteret. Dens Tilhængere har en fast Tro paa Menneskehedens lovbundne Udvikling af og ved egen Kraft henimod den jordiske Harmoni, som de anser for dens Maal — skønt de ligesaalidt benægter som god- kender en fortsat Tilværelse hinsides det jordiske Liv. Udviklingslæren indeholder blandt Andet Tro paa, at Menneskeheden, ligesom den øvrige Natur, har en Evne til Erstatning, Tillæmpning og Afpasning som gør, at — sét i Sammenhæng med hele Udviklingsforløbet — ingen fejl Retning bliver foruroligende, ingen Lang- somhed uoprettelig, og ingen Forhasten uhjælpelig. Denne rolige Optimisme kunde virke hæmmende paa Udviklingsarbejdet, om ikke Menneskenaturens selviske Stræben efter at forbedre sin egen Stilling og uselviske Stræben efter at forbedre Andres modarbejdede de Lige- gyldigheds-Tendenser, der kunde opstaa af Forvisningen om Udviklingens urokkelige Nødvendighed. Blandt de Maader, hvorpaa denne Nødvendighed ytrer sig, er den, at Reaktion hører med til Udviklingen, i hvert Fald naar denne er kommen paa Vildspor eller er gaaet for langt i ensidig Retning. Men da saadanne Reaktioner forsinker Udviklingen, bør man søge at mindske saavel deres Tal som deres Styrke; thi Re- aktion er ikke nødvendig, eftersom Forhasten ikke er det. Det paastaas ganske vist ofte, at Overdrivelser