REAKTIONEN MOD KVINDESAGEN. 7 grænsning. Det er uvist, gennem hvilke Erfaringer Kvinden tilsidst vil finde sin Begrænsning; men vist er det, at denne hendes Erfaring ikke vil blive let vunden — ikke heller snart — thi den kan kun gøres sammen med hele Udviklingsarbejdet. At overse dette og der- igennem adskille Kvindesagen fra Tidens andre store Spørgsmaal, i Forbindelse med hvilke det dog maa løses, det er den Ensidighed, man har gjort sig skyldig i, og som angribes af dem, der ønsker at faa en Ende paa Talen om Kvindesagen. Men det er ingen Grund til at fratage Kvinden Noget af, hvad hun har vundet og daglig vinder — og det ofte uden al Agiteren — blot ifølge Tidsaanden. Derimod er der Grund til at udvide Kvindesagens nu altfor snævre Omraade. Det er ingen Tilfældighed, at dette Spørgsmaal op- stod samtidigt med den tredje Stands Sejr; at det er gaaet frem i Storindustriens Aarhundrede, og at det ofte diskuteres sammen med Fredsbevægelsen. Thi kun under Samfundsforhold, hvor Krigen er ophørt at være det Kendetegnende, og Industrialismen er traadt i Forgrunden, kan Kvindespørgsmaalet begynde at blive besvaret. Saa- længe Menneskeværd blev maalt efter Styrken, kunde Kvindens Ret som Menneske ikke fuldtud blive erkendt. Men Kvindesagen indbefatter ikke blot Kvindens menneskelige Rettigheder, dem man paa Liberalismens Stadium fortrinsvis kæmpede for — en Kamp, i hvilken Middelstandens dannede Kvinder stred i forreste Række. De har under Striden ofte glemt, at der er store Skarer af Kvinder, der ikke deltager i Diskussionen, men som dog har størst Betydning dér — de Tusinder og atter Tusinder,