48 KVINDERNE. Man har set Talsmænd for den saakaldte »frie Kærlighed«, der selv har været saa udprægedfe Engifte- Naturer, at deres Liv forspildtes, naar den anden Part førte deres egne Teorier ud i Praksis. Det er altid Karakteren, der gør det endelige Udslag. Den kan gøre den radikale Teoretiker til et Mønster paa Sædelighed og bringe den paa konservativ Grund staaende Samfundsstøtte til at bøje sig som et Siv for Lidenskaben; en Egoismens Forsvarer kan den gøre enestaaende offervillig og en Kristendommens For- kynder helt selvisk i sin Kærlighed. Saa mange Mennesker, saa mange Sind! — saa mange Sind, saa mange Skæbner. Og at ville maale hele dette sammensatte, mangfoldige, uberegnelige, ero- tiske Liv, med dets uudgrundelige Dyb, maale det efter et bestemt Maal og efter dette Maal bedømme For- holdet mellem Mand og Kvinde, ja, tillige lade det bestemme Personlighedernes øvrige etiske Værd — det er ligesaa naivt som Barnets Forsøg paa med sin lille Spand at udtømme det afgrundsdybe, underfulde, storm- jagede Hav! Kærligheden som Livet vil lykkeligvis altid forblive et Mysterium, som ingen Viden formaar at gennem- trænge, og som Fornuften ikke kan regelbinde. Hvad man tør haabe af Fremtiden er blot dette, at Menneskene med finere Øre vil lytte efter deres eget Væsens Hemme- ligheder. Et mere udviklet og rigere sammensat Sjæleliv vil give dem et sikrere Instinkt og lære dem at ana- lysere skarpere, og dette' vil forhindre, at de forveksler en forbigaaende Stemning af Sympati, Ømhedstrang eller Stolthed med en Følelse, der er bestemmende for hele