52 KVINDERNE. har Selviskhed og Uselviskhed naaet en fuldkommen Har- moni, fordi hver af Ægtefællerne kun finder sin egen Lykke i at skabe den Andens. Det er et saadant Sam- liv, den norske Digter kendetegner, naar han kalder det virkelige Ægteskab »en længselsfuld Søgen af hinanden, en energisk Hævden af sig selv for at kunne give sig selv, en stedse stigende Forstaaelsens Inderlighed, et Forhold, som hele Livet igennem uddybes.« Saaledes forberedt vil maaske det absolute Menneske- ideal blive til en levende Virkelighed, ikke som en ensom Mand, ikke heller som en ensom Kvinde, men som en Mand og en Kvinde, der vil skænke Menneskene en ny Religion: Lyksalighedens. * * * De Fleste tvivler rigtignok endnu om, at Ægteskabet vil kunne blive denne Livets ypperste Form for Til- værelsen, hvor Jegets Hengivelse og Jegets Selviskhed gaar op i en fuldkommen Enhed. Man fremhæver, at denne ideale Tilstand maaske kan opnaas af Undtagelses- mennesker, men aldrig af Hverdagsmennesker, og at disses Moral kun kan befæstes ved lovlig og social Tvang. Min Tro er tvertimod den: at ligesom Israels Børn fulgte Ildstøtten, saaledes følger Hverdagsmenneskene paa Afstand Undtagelsesmenneskene, og at det er paa denne Maade, Menneskeheden i det Hele taget gaar fremad. Allerede nu bestemmes Hverdagsmenneskene af visse Begreber, der, i Slutningen af forrige Aarhundrede, ikke