68 LIVSBEHOV. Der er først Omstyrteren, der lægger en Kultur i Grus, eller Skaberen, der danner en ny. Om disse to indbyrdes forskellige Typer — der kun hos Menneske- hedens største Genier smæltes sammen til en Enhed — véd vi hverken, naar de kan ventes, ej heller hvorfra. Ingen Kultur, hvor høj den end monne være, er Højden, hvorfra de kommer, disse Ukaldte og Uundgaaelige, disse Tordenkiler og Sole. Mere end eet Aarhundrede saa dem ikke; i det, der ser dem, slutter en Tidsregning, og en anden begynder. Den Kulturmagt, der i Betydning kommer næst, er den, der indenfor en allerede given Kulturs Former skaber nye Værdier. Vel véd vi mere om, hvad der betinger denne Kulturmagts Fremkomst, men naar dens Udøvere fremstaar, det hører — .ialfald endnu til det Ube- regnelige, det, der ikke afhænger af vor Vilje. Den tredje Kulturmagt er: Kulturdyrkerens. Og denne kan fremmanes, kan opdrages, for senere selv at virke opdragende. — Dog) liar en Kulturdyrkers Ud- dannelse kun formaaet at vække hans Arbejdsglæde, da er den ikke lykkedes: Festglæde maa han føle! — ellers bliver Haanden ikke let nok. Thi denne Haand skal ikke bryde Jorden og saa Sæd, dens Hværv er kun at dyrke Roser. Alt, hvad den fremelsker, er — det Overflødige. Og kun den, der føler, at dette Over- flødige er det, der allermindst kan undværes, kun han véd noget om Kulturdyrkerens Videnskab, den: at vække »de glada behofven.«*) *) Ehrensvård.