KULTURDYRKNING. 69 Intet er maaske vanskeligere at fastslaa end Be- grebet om, hvad der er Nødvendigt og hvad Over- flødigt — særligt paa Kulturens Omraade, hvor Livs- behov og Livsværdier stiger og svinder med de forskellige Tider, Folk, Individer og Aldre. Ingen Grænselinje bliver derfor mere elastisk end den, der adskiller det Maal af stræng Nødvendighed, der indbefattes i Begrebet Kultur- menneske, og det Maal af skøn Overflødighed, som ind- befattes i Begrebet gennemkultiveret Menneske. Her skal heller ingen Grænselinjer drages. Saa meget mindre, som her ikke er Tale om den intel- lektuelle, etiske og sociale Opdragelse, der frembringer et Kulturmenneske, men om den Dyrkning, der af Kulturmennesket skaber et gennemdannet Menneske. Jeg omtaler kun som min ganske private Mening, at dette er et Menneske, der ikke alene har tilegnet sig et rigt Dannelsesstof, men som tillige har gennemtrængt sit Stof med sin Ejendommelighed; et Menneske, der kan bruge alle Sanser og nyde med alle Sanser; som med sin egen Tanke prøver, vælger og forkaster; som med sin egen Følelse omfatter eller udelukker. Et Menneske, der ikke alene ved uafbrudt Dyrkning øger sine Færdig- heder, uddyber sin Idékres og forfiner sin Følelse, men som tillige samtidig mere og mere individualiserer sin Maade at se, høre, tie, tale, læse og skrive paa. Et Menneske, der opfatter sig selv som den høje Enhed i den kulturelle Mangfoldighed, en Mangfoldighed, hvoraf det skaber sin egen helstøbte Personlighed — gør den kunstnerisk helstøbt. Dette medfører, at Personlighedens Livsytringer præges af hele Dannelsesarbejdet, og at hvert Moment af Dannelsesarbejdet forhøjer Livsytringernes