92 LIVSBEHOV. en Forøgelse af deres Livsglæde; hvor Kunsten var Livets skønne Alvor, og hvor selve Smaaborgerens Instinkt sagde ham: at jo friere Kunsten følger sine egne Maal, jo ædlere Skikkelse giver den hele den menneskelige Tilværelse. Fra dette Blik paa Samtidens Kunst ledes man ganske naturligt til Spørgsmaalet om det menneskelige Legemes Udvikling og Natursansens Dyrkning, eftersom begge Dele er Betingelser for en stærk Kunst og en sund Kultur. Vi ser da, at den Udvikling, der, i vore Dages Evropa, bliver det menneskelige Legeme til Del, ikke er den alsidige og maadeholdne, den, der fremmer hele Personlighedens Sundhed og Harmoni og skænker nye Midler til et friere og inderligere Samliv med Naturen. Nutidens offentlige Konkurrence- og Professional-Sport gør tvertimod sine fanatiske Dyrkere blinde for Naturen, ja den brutaliserer Fanatikeren istedetfor fysisk og psykisk at harmonisere ham. Ogsaa her forfejler saaledes et ypperligt Kulturmiddel sin Virkning, idet det gøres til Maal. Den Sport, der reducerer Mennesket til blot et Par Arme eller et Par Ben, kan ikke, lig den helleniske eller vor egen fornordiske Idræt — der ikke hyldede ensidig Færdighed, men alsidig Uddannelse — skænke Kunsten Motiver, lige saa lidt som den med Held kan modvirke det moderne Menneskes Udarten til »et Stillads, der bærer et Hoved.« Trods al Kulturmenneskets Sport er det paa Polynesiens Øer, man nu finder den fine, fysiske Kultur af Legemets smidige Evne til at tolke alle