KULTQRDYRKNING. 91 bejde, usikker Teknik, fladt Sjæleliv — findes Side om Side med virkelig Kunst; hvor Konkurrencen under- tiden har drevet selv den ægte Kunstner til at jage efter det Opsigtvækkende og næsten altid har nødet ham til Overproduktion; hvor — som et Symbol paa Kunst- nernes egen Kamp for Tilværelsen — deres Værker snig- myrder eller aabenlyst slaar hverandre ihjel, fordi man ikke engang har havt Sans for at holde hver Kunstners og hvert Lands Arbejder for sig, men hvor man har blandet Skoler, Nationaliteter og Individualiteter sammen som et Spil Kort — da vilde Renæssancemanden med dyb Ulyst vende sit kloge, klare Blik bort fra denne sammenhængsløse Kunstproduktion. Vilde man forsøge at omstemme ham ved at fortælle ham, at Kunsten dog nu og da træder ud i det daglige Liv, ihvorvel dette rigtignok volder hæftig Strid, t. Eks. om Bakkanterne paa en Frise eller om en nøgen Statue i en Park, da blev sandsynligvis hans første Spørgsmaal: om det ikke var lykkedes Maleren at skabe et livs- beruset, farveglødende Bakkanal, eller om Statuen havde faaet en ugunstig Plads? Ved det Svar; at Striden ude- lukkende var bleven ført fra Sædelighedens Synspunkt, vilde Renæssancemanden i samme Nu være færdig med sin Vurdering af Nutiden i Sammenligning med de Tider, han veltalende kunde skildre. Han vilde blive varm, naar han talte om disse Tider, hvor de bildende Kunster var organisk forbundne med hverandre indbyrdes og med Haandværket; hvor Kunstneren derfor med samme Omhu og samme Glæde malede et Billede af Gæstebudet og formede Bægeret til dette; hvor det lille Værk ligesaa- vel som det store for Mængden blev af høj Livsværdi,