100 LIVSBEHOV. Former og Livsytringer, deres bestandig stigende Fordringer til Religion og Statsliv, til Literatur og Poesi, Kritik og Filosofi, Teater og Kunst, om hvis Berettigelse — i den nuværende Form — man undertiden hører stærk Tvivl komme til Orde. For fine Øren varsler denne Tvivl dog ikke om Kunstens eller Literaturens Undergang, men des mere om Nutidskulturens. Thi Mindretallets Skepsis beviser, at Kulturens Resultater ikke længer svarer til de Højeststaaendes Krav. Menneskenaturen er under Omdannelse, og det individuelt bevidste Nutidsmenneske vil i Kunsten møde nye Udtryk for sine nye Kvaler og sin nye Fryd, for sin finere Modtagelighed og sin rigere Mangfoldighed. Samfundet er under Omdannelse, og det socialt bevidste Nutidsmenneske vil store Indfrielser af sine store Krav. En ny Kulturidealisme — det er det, som de Ensommes Kritik bebuder. — Saavel gennem dette højt staaende Mindretal som gennem det lavt staaende Flertal forspildes Nutidens Kultur i den Opløsning, hvorunder dens Former taber i Fasthed og Skønhed, og i den Uro, der ytrer sig i en rastløs Søgen og Forsøgen i alle Retninger, paa alle Omraader. Skulde vi tænke os denne Opløsning fortsat uden en tilsvarende Nydannelse — ja da var ganske sikkert Pøbelens »Kulturideal« det raadende ved næste Aar- hundredes Slutning. Det er imidlertid utænkeligt, at Nydannelsen ikke skulde komme, den Nydannelse, der — ifald den lykkes -—- maa blive en saadan Enhed af Natursans og Kunst- sans, af individuel Frihed og broderligt Sammenhold, som Verden endnu aldrig har set. »Ret til Ladhed« vil da