STILHED. 109 give sig hen i Nuet. Derfor er Sport bleven det, der lokker Menneskene ud i Naturen! — ikke for at hvile der, nej tvertimod! Kappestrid har gjort selv Frilufts- livet til en Feber, til en ny Form for Jagen og Splitten. Sporten kan ganske vist være et Middel til fuldere og friere at nyde Naturen, til hurtigere at naa den og til at komme den mere nær. Aarerne, med hvilke man glider frem mellem smukke Strande, Skierne, med hvilke man trænger dybt ind i Skovenes hvide Vinterstilhed, Cyklen, der hurtig henflytter sin Ejer til nye Byer eller landlig Ensomhed — disse og andre endnu ædlere Former for Idræt, saasom Sejlads, Ridning og Svømning, medfører for Mange i Virkeligheden et inderligere Sam- liv med Naturen. Men Roeren eller Rytteren, Skiløberen eller Cyklisten, som under sit Trænings- og Væddekampsraseri jager forbi alle Naturindtryk, kommer ved sit Friluftsliv ofte bort baade fra Naturen og fra sig selv. Det bliver kun Legemet, ikke Sjælen, denne Slags Sport udvikler. Man er ved at glemme, at der er enklere Maader at nyde Naturen paa, nyde den med baade Legeme og Sjæl, og til Udvikling for begge. Stiller man Ungpigetypen fra Slutningen af vort Aarhundrede — det vil sige den unge Dame, der aldrig nærmer sig Naturen uden paa Cykle eller Ski, med Lawn-Tennisketser eller Aare i Haanden — stiller man hende op mod en Ungpigetype fra forrige Aar- hundredes Slutning, da falder Sammenligningen ikke ud til Nutidens Fordel. Jeg tænker til Eksempel paa Goethes Ven- inde, den unge Bettina Brentano, der levede som en Raa ude i Naturen; der klatrede op paa de højeste Bjerge for der at bades i glødende Solstrømme; der vandrede ude i