Skønhed. Blandt Klingers Værker er der et, der hører til de Kunstens store og sjældne Undere, hvor en Idé har naaet et saa fuldkomment Udtryk, al i Menneskenes Bevidsthed bestandig senere denne Idé forbliver uopløse- lig forbunden med dette Billed. Det er det lille Blad, paa hvilket Mesterens Rader- naal har tegnet Hymnen: An die Schonheit. Det virkelig Dybe finder i Almindelighed enkle Ud- tryksmidler. Intet kan da heller være mere enkelt end Klingers klassisk rolige Landskab; en jevnt stigende Bjergskraaning med nogle kraftige Træstammer, s57dlandsk yppige af Løv og Ranker. Nogle gamle og skønt ludende, andre unge og skønt opadstræbende. Mellem disse Træer, foran denne Skraaning Havets Uendelighed. Og — vendt mod Havet — en Yngling, som har kastet sin bølgende Klædning bag sig paa Jorden i Forgrunden, og som nu i ædel Nøgenhed, med Ansigtet skjult i sine