SKØNHED. " 5 Hænder, bøjer Knæ i Henrykkelsens Ydmyghed, i Lykkens Overmaal, i Andagtens salige Gysen . . . Kun en Kunstner, hvis Skønhedskultus er hele hans Fromhed, har kunnet ladet denne alfavnende Jubel klinge ud fra disse beherskede, rolige Linjer. Og kun den Kunstdyrker, der i Tilbeden synker ned for hin tilbedende Yngling, véd, hvad Skønhed er. Han véd tillige, at hans Religion — Skønhedens — er den, der tilsidst skal erobre Verden. * * * De, der bekender denne Religion, har i dette Aar- hundrede lidt større Martyrium end deres Trosfrænder i nogen foregaaende Tid. Thi det er just ikke overensstem- mende med Skønhedslovene, at Opfinderen, Ingeniøren og de Industridrivende har omformet Tilværelsen! Men de har paa den anden Side givet Mennesket en ny Magtstilling i den materielle Verden og paa den Maade udvidet dets Udviklingsmuligheder i andre Retninger. Beruset af sine Sejre har det moderne Menneske længe med et medlidende Smil lyttet til de Stemmer, der — med ny Betydning lagt deri — gentog den gamle Ad- varsel: at det ikke gavnede Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tog Skade paa sin Sjæl! Det var nødvendigt, at en Seer paany opdagede denne Sandhed og med flammende Fanatisme prækede den, for at Menneskene skulde oplade Øjne og Øren for den. Og det var en indre Nødvendighed, at denne Seer kom fra det Land, hvor den industrielle Hysteri 8*