SKØNHED. I I ? — mod Politikere og Nationaløkonomer — gøre gældende: at ingen andre Samfundsformer og ingen andre Kultur- planer kan godkendes end de, ved hvilke erhvert arbej- dende Individ bliver ædlere og lykkeligere. Ruskins Mod til at nedsætte alle Samtidens mest anerkendte og ophøje alle dens mest oversete Værdier, hans skønne Had til det materielle, pengekære Nutids- samfund, den konventionelle Kunst, den fabriksmæssige Industri: hans skønne Kærlighed til et kultiveret Arbejds- liv, en natursand Kunst, et Retfærdighedens Samfund — alt dette gjorde ham i Ungdommen til den store En- somme, og det gør ham endnu i Alderdommen til den ensomme Store*). Thi han har bestandig — mer end nogen anden Nulevende — ved hele sit Liv og i al sin Lære aabenbaret just det, han selv fremfor alt søger hos en Kunstner — solemnity and definite purpose — disse sjældne Træk, der paa en Gang ophøjer og isolerer det Menneske, de kendetegner. Der hører Geni til at vække sin Tid, Karakter til varigt at omskabe den. Da Ruskin har ejet begge Dele, har han været uundværlig for sin Samtid. Og har end hans Had paa den ene Side gjort ham i høj Grad blind og uretfærdig mod mange store Egenskaber hos Samtiden og mange store Tider i Kunsten, saa har hans Kærlighed paa den anden Side gjort ham seende — hvad kun er et andet Udtryk for Seer — gjort ham til Aabenbarer af forhen usete Ting i Naturen og Kunsten, af *) Ruskin er efter denne Afhandlings Fremkomst afgaaet ved Døden. (J. A.