LIVSBEHOV. havde naaet sit Højdepunkt, — nødvendigt, at det var der, hin mægtige Stemme lød, der forkyndte: at hele vor Nutids Kultur er hjemfalden til Dommen og Døden, fordi den ikke kan bestaa Prøven overfor Skønhedens Lov og Personlighedens Evangelium! Ruskin har i al sin Lære og Handling med al Ensidig- hedens Styrke bekæmpet alle sin Tids Idealer. Og da det er just ved Ensidigheden, at originale Tanker trænger igennem, saa har Ruskin først foruroliget og derefter grebet Tidens Bevidsthed. Denne har mere og mere givet ham Ret i hans Grundprincip, det, at kun naar hele Personligheden gaar op i Frembringelsen, skabes det virkelig Skønne, — ligemeget om det, der skabes, er et Stykke Husgeraad til Menneskets Hverdags- brug eller en Katedral til dets Andagt. Man er begyndt at indse, at Industrialismen har tilintetgjort Skønheden, fordi man ikke har kunnet lægge Personlighed ind i Fabriksarbejdet, og at desuden Maskiner og Arbejdsdeling ødelægger Arbejdsglæden. At Industrialismen derfor lige saa lidt kan skabe en skøn Tilværelse for den Arbejdende som skønne Frembringelser af hans Arbejde. Og mener man, med Ruskin, at Livets Bestemmelse er at danne skønne, lykkelige og derfor gode Mennesker, da maa man med ham forlange, at alle Arbejdsvilkaar skal om- skabes saaledes, at ethvert Samfundsmedlem kan faa en menneskeværdig Tilværelse og under sit Arbejde føle den udøvende Kunstners Frihed og Glæde over den Gerning, til hvilken han ofrer sit Væsens Kræfter. Ved at bruge det Skønne som Værdimaaler har stedse flere levende Sjæle — med Ruskin — maattet underkende hele det moderne, industrielle Samfund og