SKØNHED. 123 Disse Fremtidsbilleder, som om Nætterne kun vakte min Afsky, kunde jeg om Dagen betragte mere alsidigt. Thi selv det mest ensomhedsøgende, skønhedsgale og naturelskende Menneske vilde — i vor Tid — ikke, omend det stod i dets Magt, helt standse den materielle Udvikling. Bo skal bygges, og Brød skal vindes til mange Mennesker der, hvor nu kun faa kan mættes. Men et af de Spørgsmaal, der hele mit Liv har beskæftiget mig, fik ved mine Norrlandsindtryk ny Ak- tualitet: kunde man ikke fremme den materielle Kultur paa en saadan Maade, at Menneskene derved ikke alene blev rigere, men ogsaa lykkeligere, idet man ikke alene tog Hensyn til Nytten, men ogsaa til Skønheden? Kan ikke de bitre Erfaringer fra Norrlands skov- hærgede Bygder i Tide vække Bevidstheden om, at man med større Klogskab maa benytte sine Muligheder til ikke blot varig Velstand, men til virkelig Livsglæde, til Nydelse af Tilværelsen paa en forædlende Maade? Det er først i de senere Tider, at den norrlandske Almue har faaet Blik for det Skønne i den Natur, hvori de lever deres Liv. Det, der tidligere har fængslet denne Almues Sind, er ikke den strænge, storstilede Egn, i hvilken den har kæmpet sin haarde Kamp for Udkommet, nej, det er de frugtbare Marker og skygge- fulde Lunde, der har draget dem! Men nu, da de Rej- sendes Beundring har begyndt at aabne Norrlandsbondens Øjne, skal han ikke nu faa Ro til at vokse sig større i sin store Natur, til der at vinde ædlere Tanker, videre Syner, dybere Følelser? Skal han ikke — i Ordets dybeste Forstand — komme til at eje sit Land ved at forstaa og elske det? Skal han da kun blive ved at