SKØNHED. 1 3 3 Men omgiven af harmoniske Farver og fine Former kan han kun tale smukke og værdige Ord. Han tænker ædlere i et Værelse, hvor et stort Kunstværk lever, han arbejder og han hviler mere fuldkomment i skønne Omgivelser. I sit Livs store Øjeblikke faar han ikke sjældent sin sædelige Styrke fra et Skønhedsindtryk. Jeg véd saa- ledes et Tilfælde blandt mange, hvor en Ulykkelig fik sit Livsmod tilbage ved at se Renæssanceornamenterne om et Vindue. Disse Ornamenter var fremblomstrede af en saadan Skønhedsglæde, at deres Linier — indristede i Stenen af en ukendt Kunstner —, vakte den Livs- trættes Samvittighed til Bevidsthed om, hvad det vil sige, at hver den lever, som — under hvilken Form det end monne være — kan efterlade sig blot et eneste Glimt af levende Skønhed. Men selv over sit Livs mest hverdagstørre Timer kan Skønhedsdyrkeren brede en glitrende Dugg af glad Andagt, selv om denne Andagt kun vækkes af saa enkle Ting som Høstens røde Blade paa hans Vej eller det smukt slebne Glas paa hans Bord. Den, der har erfaret Skønhedens Magt til at skabe et højere Liv, nærer et glødende Haab om, at alle vil komme under indflydelse af denne Magt. Og i dette Haab støttes Skønhedsdyrkeren nu af Fysiologen. I et Arbejde, der er banebrydende paa dette Omraade, frem- hæves det, at de Hukommelsesspor, der er nedlagt i Hjærnen, staar i mere eller mindre fast Forhold til hverandre, og at Grundvolden for al ordnet Tænken — Hukommelsesbilledernes Sammenhæng — til syvende og sidst for en stor Del beror paa Egenskaber hos Yderverdenen, hos Verdensaltet. Derved, at alt i Naturen gaar lovbundent fremad, kommer ogsaa