Selvhævdelse og Selvopofrelse. »Se hvilket Menneske!« Næsten lige saa længe, som Menneskene ud fra deres Livsbehov og deres Livserfaringer har skabt Reli- gioner, næsten lige saa længe er Selvfornægtelse bleven betragtet som Livsforsoningens Hemmelighed. Ikke at attraa noget jordisk Gode, ikke stræbe efter egen Nydelse eller Lykke — kun at leve for Andre, at hengive sig selv, ja, at tilintetgøre sig selv, det — siger Østerlandets viseste Aander -— er Vejen til den eneste varige Fred og Glæde, der kan opnaas af de ufuldkomne Væsner i denne mangelfulde Tilværelse. Thi saasnart vi person- ligt ejer eller efterstræber noget, skælver vi af Liden- skabens Feber eller Selviskhedens Kulde, af Frygten for at miste eller for Muligheden af at blive skuffet. Kun den, der for sin egen Part Intet ejer og Intet fordrer, Intet haaber og Intet attraar, men som helt ofrer sig selv for Andres Vel, kun den er et i Sandhed frit og i sin Frihed lykkeligt Menneske.