1 4 2 INDIVIDUALITET. Dyder. Ligesaa uundværlige, ligesaa berettigede som disse er Antikens eller den moderne Aands Ytringer af stolt Selv- følelse, af hensynsløs Selvhævdelse, af Mod og Livslyst, af Skaberglæde og Skønhedskærlighed, af fri Tanke og dyb Skepsis. Og har man virkelig gennemtænkt denne Tanke, da forlader man Troen paa Kristusidealet som det absolute, fordi man indser, at saa længe Selvfornæg- telse hæves til det højeste Ideal, og Selvhævdelse anses for et nødvendigt Onde, for en Rest af Hedenskab — saa længe naa'r man aldrig dertil, at Kristendommen og Antiken virkelig gennemtrænger hinanden. To mod- satte Anskuelser kan aldrig naa en harmonisk Enhed, saalænge den ene af dem tages absolut. Først naar hver især kun faar relativ Berettigelse og blot stykkevis anvendes, først da kan Striden ophøre og Sammensmelt- ningen begynde. Desuden — hvis man kunde antage, at alle virkelig naaede det højeste Ideal, Selvforsagelsen — hvem skulde da tilsidst blive Genstand for Offervilligheden? Naar alle Mennesker giver, hvem bliver der da til at modtage ? Selvopofrelse kan ikke opretholdes som det i alle Tilfælde og til alle Tider højeste Ideal uden ved Hjælp af den ubevidste, men i Erfaringen meget dybt begrundede Forudsætning: at det bestandig kun bliver meget Faa, der konsekvent efterlever det. Thi uden denne Forudsætning maatte man snart komme til at indse, at den Tilstand ikke kan være den ideale, der — om man virkelig naaede den — enten vilde stille hele Menneskeheden med udstrakte, givende Hænder og ingen Hænder fremrakte for at modtage, eller ogsaa