SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. I45 gjorde det nødvendigt, at det Mindretal, der skulde modtage, maatte blive staaende dybt under den ideale Sjælstilstand, for at Flertallet fuldt ud kunde nyde denne! Forudsætter man paa den anden Side, at Alle, eller Mange, konsekvent kunde gennemføre den ubetingede Selviskheds Lære, da vilde hele Livet blive en Kamp mellem Egoister, der skiftevis maatte sejre eller besejres, og alle produktive Kræfter vilde da — som i Vildheds- tilstanden — opsluges af denne Kamp. For en konse- kvent Egoist vilde en fuldkommen fri og fornem Selv- hævdelse kun blive mulig i et Samfund, hvor alle Andre var fuldt offervillige. Men alle disse selvopgivende Skabninger vilde snart, og det med Rette, forekomme ham saa aandelig fattige, — fordi de for deres eget Vedkommende slet Intet eftertragtede og Intet tilegnede sig — at der saa at sige ikke var noget, de kunde give ham, hverken af Livets Sødme eller dets Salt. Og af idel Livslede blev han rimeligvis snart sindssvag eller Selvmorder! Den Etik, der stræber hen til Ligevægt mellem Selviskhed og Uselviskbed, kan derimod anvendes i sine yderste Konsekvenser, uden at man derfor havner i Urimeligheder. Det Menneske, der vil virkeliggøre denne Sædelære, véd, at hans første Pligt — ogsaa mod Andre — er' at give sin egen Personlighed den rigest mulige Udvikling. Han véd, at den, der ikke selv har levet, længtes, lidt, elsket, stræbt, fejlet og faaet Oprejsning, han har heller intet at give Andre af dybere Medfølelse eller Forstaaelse, af Trøst eller Hjælp, Styrke eller Udvikling. Maaske