SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. 147 Forinden Menneskene kan omfatte denne nye Ide- alisme, maa de imidlertid opgive en Illusion, i hvilken de endnu lever — den, at de er Kristne. Thi Sand- heden er, om end kun Faa endnu vil erkende den, at Troen paa Kristus som den — til alle Tider og for alle Mennesker gyldige — absolute Sandheds Aaben- barelse om Menneskets Væsen og Menneskets Maal, ikke længer er levende undtagen hos ganske faa helstøbte Personligheder. Sandheden er i Dostojewskis Digtersyn: at kom Frelseren tilbage her til Jorden, vilde han blive indespærret som en for Samfundet og Kirken farlig Fjende. Sandheden er, at lige saa lidt som det Samfund, der kalder sig kristent, vilde anerkende en tilbage- vendende Kristus, lige saa lidt vilde han anerkende dette Samfunds Kultur som Barn af sin Aand, skønt man paastaar, at denne Kultur — i alt, hvad den ejer af Sandhed og Skønhed, af Sædelighed og Samfunds- orden — kun er en Udvikling af Jesu Lære, hvilken man tillægger en saadan Udvidelses-Evne, at den til Dagenes Ende skal kunne omspænde hele Kulturforløbet 1 Sandheden er tvertimod, at alt, hvad Kulturen kan opvise af Godt som af Ondt, er Resultat saavel af de hedensk-menneskelige som af de kristelige Impulser. Gennem begge har man snart erhvervet og snart tilsat Kulturværdier. Og det er kun ved at øve Vold mod den sublime Enhed i Jesu Væsen og mistyde alt det Underbare, der dybest kendetegner det, at det er lykkedes at gøre alle Kulturens efterkristelige Foreteelser i deres uendeligt sammensatte, mangfoldige Vekselvirken til Ud- tryk for Jesu Sejerstog gennem Menneskelivet. Sam- fundet i sin Helhed har tvertimod aldrig — ikke en- 10*