146 INDIVIDUALITET. % heller ikke betragter en hensynsløs Stræben efter egen Udvikling og Lykke som det ubetinget Rette, men kun som ret efter en lignende Undersøgelse. Denne Etik har to Fortrin. Den svarer ganske anderledes dybt til Livets og Menneskenaturens Mange- artethed end den fuldtud hedenske eller den fuldtud kristne, derfor bliver det i Længden den, der er mest Mulighed for at virkeliggøre. Men den bliver tillige indtil videre den strengeste, den mest indviklede af alle Sædelærer — det vil sige, dersom den tages med religiøst forpligtende Alvor. Og saaledes maa den tages, hvis den af Menneskene skal kunne skabe saadanne Leve- kunstens harmoniske Foreteelser, som vi allerede har set Grundridsene til hos Menneskehedens herligste Skikkelser, — de, der har ladet os ane Fremtidens Menneske: stærke nok til at kunne være fuldkommen gode, gode nok til at kunne være fuldkommen frie, frie nok til at kunne være fuldkommen lykkelige! At opstille et Ideal, som man ikke kan antage, at hele Menneskeheden vilde kunne naa, sløver kun Ideali- tetsfølelsen. Thi man lærer derved at betragte det som umuligt at naa Idealet og havner, saaledes i praktisk Materialisme. Et Ideal maa gerne være saa højt, at Menneskeheden i sin Helhed er dybt fjernet fra det, og at selv de, der staar højest, endnu kun tildels kan virke- li^crøre det. Men dets Indhold bør være saaledes, at 00 ethvert Menneske kan tænkes at efterleve det hver Dag i sit Liv, og at hele Menneskeheden kan tænkes at naa det, uden at derved hverken den Enkelte eller Slægten drives ud i livsfjendtlige Overdrivelser.