SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. 149 stilling. iSéo'ernes Vantro var nemlig: Opfattelsen af Kristus som det ideale Menneske. Men denne Op- fattelse er nu den »Tro«, mod hvilken Nutidens »Vantro« kæmper — en Kendsgerning, der bekræfter den Erfaring, at alt, hvad der engang har tjent til at fremme Udviklingen, tilsidst vendes imod den. Nu tales der sjældent om Kristus som Gud og Menneske, som Forsoningsofret for Verdens Synd. I Stedet for tales der bestandig om den menneskefødte Gudssøn, det personificerede Kærlighedsideal. Livs- forholdet til ham bestemmer ikke vor evige Salighed — ogsaa Fortabelsen hører til de »evige« Sandheder, der er blevne forældede — men vor Del i den religiøst- etiske Kraft, der alene formaar at omdanne Menneske- hjærtet og udfri det fra Syndens, fremfor alt fra Selvisk- hedens Vold. Under denne Omdannelsesproces bliver Kristen- dommen stedse mindre betydningsfuld som Motiv for vore Handlinger. Kristendommen bekræfter den Spen- cer'ske Opløsnings-Lov: en Aftagen af det Heles Bevæ- gelse samtidig med en forhøjet Bevægelighed hos de enkelte Dele, en Bevægelighed, fremkaldt ved et Tilskud af Bevægelse udefra. Ovennævnte Retning — der her i Sverrig betegnes som Læren om Idealmennesket — er det Tilskud af Bevægelse, der opløser Kristendommen. Kristi Guddom, Menneskenes Fordærvelse, Jesu Død for Menneskenes Synder, Helvedeslæren — det var under 1860'ernes Strid om Idealmennesket de Hjørnestene, paa hvilke Kristendommen hvilede. Og med fuld Ret. Thi har Mennesket en Gang begyndt