1 5 0 INDIVIDUALITET. at rejse sig fra den Fornedrelse, hvor det sukker; »Herre, hjælp mig, jeg forgaar!« da ender det med at staa oprejst overfor Jesus og kalde ham Broder. Og har Menneskeværdigheden først givet sig dette Udtryk, saa falder Kristendommens absolute Værd. Saa længe Kristus blev betragtet som sand Gud og Menneske i én Person, var der saa dyb en Afstand mellem ham og »Syndens Trælle«, at enhver Troende vidste, han kun formaaede langt i det Fjerne at følge hans Spor. Og Muligheden for Helliggørelse beroede udelukkende paa, med hvor dyb en Tro Forsoningens Hemmelighed blev omfattet. Men efter at denne Hemmelighed ikke længer anses for at bestaa i, at Gud hengav sin enbaarne Søn, for at Verden ikke skulde forgaa, men deri; at et Idealmenneske blev aabenbaret, er Tvivlen paa Kristendommens Lære flyttet fra Periferien til Midtpunktet. Spørgsmaalet bliver nu; om Jesu Liv og Lære, saaledes som Evangelierne viser os dem, virkelig har givet os det for alle Tider gældende Menneskeideal? Svaret paa dette Spørgsmaal afgør, om Kristendommen — opfattet som Aabenbaring af Idealmennesket — vedblivende mægter at skænke den Livskraft, der adskiller en Religion fra en Morallære. • Enhver Tid, hvor Kristendommen har været levende, betegnes ved en umiddelbar Anvendelse af Jesu Lære.