SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. lél lighed, Selvhengivelse, Enfold, Broderkærlighed som ingen Anden. Fra ham udstraaler de som evige personlige Sandheder, men ikke derfor som absolute Sandheder. Saa længe Fugle flyver under Himlen, saa længe Liljer blomstrer paa Jorden og Uskyld lyser i Barnets Øje, vil Jesu Ord naa Menneskehjærter og Menneskesjæle, svalende som Sommerregn, varmende som Vin, styrkende som Brød, livgivende som Vaarsolstraaler, uudtømmelige som Havet, altfavnende som Himlen, længetonende som alle de dybeste Digterord, Seerord! Men vi trænger ogsaa til andre Ord end Jesu, trænger til Ord, der modsiger og dermed fuldstændiggør hans. Saaledes vil Sjælen virkelig den ene Gang føle sig frigjort ved at velsigne dem, der forbander, medens dette derimod en anden Gang vilde være at opgive alt, hvad der har Værd i vor Personlighed. Den ene Gang kan vor Tale være det enkle Ja, Ja eller Nej, Nej. En anden Gang kan en Usandhed være en højere Pligt. En Gang kan vi virkelig overvinde det Onde ved ikke at staa det imod, en anden Gang kunde vor Eftergiven- hed kun volde, at Lavhed fik Overmagten. Thi den taalmodigt baarne Lidelse gør — paa uædle Personer — kun Indtryk, naar de tror, at den, der lider, ejer Magt til at hævne sig, om han vil — en Erfaring, som Jesu egen Historie ligesom alle Historier om Magtmisbrug til Overflod bekræfter! Og det samme gælder om alle Jesu Udsagn: at vi frit maa bruge eller ikke bruge dem, der- som vi vil uddanne vor Personlighed til fuld Harmoni og Energi! For Jesus — og Jesus-lignende Naturer — 11