SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. 1 7 3 og vedbliver at være Individets saa vel som Slægtens Livsbetingelse. Gamle Tiders Ensidighed ejer sin dragende Stor- hed. Sammenlignet med Nutidsmennesket, der endnu usikkert famler mellem Selvforsagelse og Selvhævdelse, er det sikkert, at Middelalderens Helgen — særlig som indemuret— og Hedenskabets Kæmpe — særlig paa Vi- kingefærd — hver for sig var en mere helstøbt Personlig- hed. Men de var ogsaa hver især kun halvt Menneske. Og Opgaven er ikke at fremkalde nogle af de nutildags saa sjældne Ensidigheder. Men Opgaven er — som jeg har søgt at vise — at bekæmpe de for Tiden saa al- mindelige Halvheder, ved at Menneskene gennemtrænges af Harmoniens Ideal, det, der kan redde dem fra Karak- terløshed uden at føre dem ind i nogen som helst En- sidighed, og som tilsidst lærer dem at forene Skønhed med Styrke, Ligevægt med Modtagelighed, Overflod med Maadehold. Men lige saa vist som man i Livet maa gaa denne Middelvej, lige saa vist nødes man til i sin Livsanskuelse at træffe et Valg mellem disse to diametralt modsatte Anskuelser, der aldrig — saaledes som Altruismen og Egoismen — vil kunne opnaa endelig Forsoning. Har Mennesket kun én Vej til Kundskab, sin egen, eller har der desforuden aabnet sig en anden Vej: den under en vis Form og til en vis Tid givne Aabenbaring? Er det i sig selv eller over sig selv. Mennesket skal søge den højeste Sandhed? Er det Livsbekræftelsen eller Livs- fornægtelsen der er den højeste Sandhed om Jordelivet? Kan Mennesket ved egen Hjælp finde en endelig For-