1 7 2 INDIVIDUALITET. men endnu langt fra Filosofer« , . . Ogsaa vor Tid har saadanne overfladiske Hoveder som dem, om hvilke Lessing forudsagde, at de vilde blive lige saa tyranniske og med deres Halvsandhed mere farlige end de Orto- dokse, »dem, de ringeagter i deres Stræben efter at gøre os til fornuftige Kristne og ufornuftige Filosofer« . . . , Ortodoksien, fortsætter han, var en Vildfarelse, men den var hel, ikke et Lapværk af Halvfilosofer. Den menne- skelige Skarpsindighed har forsøgt sine Kræfter først paa at opføre dens Bygning — og senere paa at rive den ned. Den gamle Ortodoksi bestred aabenlyst Menneskeforstanden, men den saakaldte fornuftige Kristen- dom — i hvilken der hverken findes Fornuft eller Kristendom! — bestikker den. Tidligere talte man om at tage Fornuften til Fange under Troens Lydighed. Nu taler man om den inderlige Forbindelse mellem Fornuft og Tro! Og naar Ortodoksien bragte Alle, der vilde beholde deres Fornuft, i Harnisk, forfører denne Halvhed derimod alle dem, der gør Fordring paa For- nuft, men ingen har! . . . . Den samme Halvhed, som Lessing her dræber, møder os i vor Tids æstetisk-filo- sofisk-filologisk-evolutionistisk sammenblandede Religions- kongres-Kristendom, denne haltende, senile Kristendom, der maa være ufrugtbar i Følge samme Naturlov, efter hvilken visse Uforeneligheders Forening altid bliver steril. Den ovenfor omtalte Sammensmeltning af Altruisme og Egoisme er imidlertid ingen saadan Forening. Omend Altruismen nu, for os, er bleven til Et mejd den kristne Etik, saa er den dog meget ældre end denne. Den er saa gammel som den første Ømhedsfølelse paa Jorden, og Samvirken mellem Altruisme og Egoisme har været