SELVHÆVDELSE OG SELVOPOFRELSE. 175 Kærlighed til Nødvendigheden tilsidst vil skænke os Ro, ogsaa overfor de Tilværelsens Gaader, over hvilke vi aldrig ophører at undres og grunde, selv efter at vi har underkendt de Svar, Kristendommen giver? Mennesket vil vel altid med Plutark spørge sig selv: om den uende- lighedanende Sjæl virkelig er bleven sammenpresset i denne Tilværelse som et Agern, plantet i en Muslingskal? Men vil de ikke trods deres Undren lære, at al deres Grublen hverken kan give dem en Evighed, hvis den ikke findes, eller befri dem fra den, dersom den findes? Vil de ikke finde Fred ved den Forvisning, Rosetti udtalte: Wliateiver there is to Jcnow That shall we Jcnow one day! og saaledes kunne bie et nyt Liv — »lige saa roligt som de bier en ny Dag?« Og først naar Mennesket har lært alvorligt at indse, at ogsaa det Uudgrundelige hører med til Livets store, lovbundne Nødvendighed, først da vil det med en ny Kærlighed vende sig mod det Liv, det lever, og den Jord, det ejer. Men denne Kærlighed skal ikke være den jordbundne og sjælløse Materialists, men eje hele en ny Idealismes brændende Begejstring, Menneskets ideale Syn paa sin egen Selvherlighed. Menneskehedens Selvstændighedsvej er gaaet gennem trende store Triumfbuer. Den første staar, hvor Antiken frigjorde sig fra Troen paa Naturkræfterne som selv- stændige Guddomsvæsner. Den anden staar, hvor Kri- stendommen lærte, at Kristus ved at frelse Alle gjorde Alle til Brødre, gjorde Jøder og Grækere, Frie og Trælle,