INDIVIDUALITET. Mænd og Kvinder til Et i Kristus. Den tredje staar, hvor Renæssance og Reformation løste Livet fra Askesens og Tanken fra Autoritetens Baand. Vi staar nu overfor den næste store Selvstændig- hedserklæring, den, at Menneskenaturen i sine egne Dyb og sine egne Love har Mulighed for en stedse højere etisk Harmoni og Udvikling. Læren om Idealmennesket Kristus som den eneste levende og livgivende Norm for Sædeligheden staar i Vejen for denne Selvstændigheds- erklæring. Og har vi indset dette, er det vor Pligt fromt og frimodigt at udtale det. Troen paa Menneskenaturen er mystisk som al Tros- Vished. Thi Menneskehedens nye Tro, Monismen, ude- lukker visselig al Mystik i Retning af Tro paa Under- værker, eftersom den selv hviler paa Forvisningen om Tilværelsens Lovbundethed. Men den udelukker ikke, nej indeholder tvertimod den Slags Mystik, der er en bævende Fornemmelse af det Underfulde just i Lov- bundetheden og Enheden, af det uudgrundeligt Hemme- lighedsfulde bag de Love, vi kan udforske. Ogsaa denne Mystik er religiøs. Thi Religion er Alt, hvad der kan udvide og opløfte vort Hjærte. Og Religiøsitet har den, hvis Hjærte kan opløftes og udvides! Mange af Nutidens Mennesker kan allerede leve, lide og dø i Kraft af deres nye Religion. — De Kristne kalder dem Gudløse, saaledes som de Kristne selv blev kaldt en Gang, da Antiken ikke kunde fatte den nye Livskraft, der drev dem frem. De Kristne indbilder sig at deres egen varme Følelse, dybe Tro og rige Mystik staar som Modsætninger til de »Kristendoms- fjendtlige«s kolde Fornuft, lavbundede Følelse og tørre