i 8 6 INDIVIDUALITET. saaledes styrker sin Ejendommelighed. Og paa den anden Side er det nødvendigt, at man gaar af Vejen for de Oplevelser, de Studier eller Vaner, der vilde forstyrre eller modvirke Ens eget Naturel. Anlæg til Individuali- tet ytrer sig — som ethvert andet betydeligt og betyd- ningsfuldt Anlæg — først og fremmest som Evne til Selvforsvar over for Alt, hvad der vil gøre Indgreb paa det. En født Individualist har lige fra Barnekamret og Skolen instinktmæssig valgt sine Lege, sine Bøger, sin Arbejdsmaade, sine Venner. Han har tidlig havt Mod til at vise sin egen Sorg og sin egen Glæde, sin egen Smag og sine egne Fejl. Han har ikke ladet sig for- flade, afblege eller afrunde. I den første Ungdom har man sjælden Lejlighed til at lægge sin Personlighed for Dagen ved Handling. Men des mere giver den fødte Individualist sig da til Kende ved Modstand og bliver derved i Almindelighed en alt andet end elskværdig Fremtoning! Dog senere, naar Handlingens Tid kommer, vil det maaske vise sig, at han just paa denne Maade har udviklet sin Evne til at dømme om, naar han bør løbe en Risiko eller for- holde sig rolig, naar han bør trodse eller bøje sig, naar han kan forholde sig afventende eller tage en Beslutning, naar han kan følge Andre, eller naar dette vilde være at glide bort fra sig selv. Alle saa- danne Valg er dog kun taktiske Øvelser forud for de store Slag, med hvilke man vinder Personlighedens Fri- hed. Disse Slag staar i hin indre Verden, hvor det gælder Ærlighed mod mine Tanker og mine Drømme, mine Tvivl og mine Følelser, mine Anelser og mine