PERSONLIGHEDENS FRIHED. 1 8 7 Impulser. — Da skal der et skarpt Blik til for — fra det halvdunkle Dyb, der kaldes Sjælen — at drage alt det op, der i egentligste Forstand er mit, da fordres der et fint Øre til at lytte til den spæde, sagte Stemme, der i vort Indre tolker vort Allerinderste, men som saa ofte overdøves af det Nedarvede, det Tillærte, det flyg- tigt Erfarede. Vort bevidste Jeg bringer saa ofte vort bedre impulsive Jeg til Taushed. Vi forveksler saa let Lidenskabens Skrig med vor dybeste Livslængsels Suk. Vi tager saa ofte vor døde Følelses Refleksbevægelser for Livstegn. Vi lyver saa ofte vore Følelser bort og kalder det Hensynsfuldhed, vi fastholder saa gerne for- brugte Tanker og kalder det Trofasthed. Derfor formaar Alverdens Frihed kun saare lidt at fremme Personlighedens Frigørelse og Alverdens Tvang forholdsvis kun lidt at hemme den. Det dybest x\f- gørende er, om Individualiteten har Styrke nok til at bryde sine egne Lænker, thi da har den mer end Styrke nok til at tvinge sig igennem alle andre Hin- dringer. Det Menneske, der er opfyldt af den Lidenskab at være helt sig selv, at leve med alle Pulse, at fuldtud kunne udtrykke sit inderste Jeg — faar aldrig en rolig, men altid en rig Tilværelse. For ham synger Livet, thi han digter det selv. Under Hverdagens Id og i de store Timers Berusning, undet Smertens Aar og i Glædens Øjeblik. Han véd, at det Ypperste, han kan skænke Andre, tillige er det Højeste, han kan gøre for sig selv: dristigt at fylde Tilværelsen med ægte og — om muligt — tillige stærke og skønne Udslag af sin inderst-egne