PERSONLIGHEDENS FRIHED. 1 8 9 der nødes til at gaa ene, har det bedste Følge paa Vejen: ikke de Mennesker, der er, men de, der kommer. * * * Endnu har Folk i Almindelighed tænkt saa lidt over Individualismen, at Udtrykket: Personlighedens Frihed fol- deres Fantasi straks fremkalder Billedet af t. Eks. en Herre, der begynder Dagen med at lægge Fødderne op paa Frokostbordet og ender den med at forføre sin Vens Hustru, og som i Mellemtiden har naaet at begaa Mened, Vekselfalsk og Snigmord! Selv de, hvis Fantasi har en svagere JFlugt, gør sig dog i al Fald den Forestilling, at Personlighedens Frigørelse medfører: at Enhver frit skal følge sine Drifter og Lidenskaber. Den derimod, der har tænkt over dette Emne, indser, at Drifterne just er det ikke Individuelle, det Almenmenneskelige, og at saa længe man beherskes af sine Drifter, er man ingen Personlighed. Et spædt Barn, en Vild, et raat Menneske frembyder kun Muligheder for Individualitet. Denne fremtræder først ved den særegne Maade, hvorpaa Drifter og Lidenskaber bearbejdes til højere Livsværdier. Eftersom ethvert Menneskes Grund- væsen bestemmes af nedarvede Anlæg, saa findes der ogsaa større eller mindre Anlæg til Personlighed. Men hvad enten Anlægene er større eller mindre, de modifi- ceres dog altid ved glædelige eller smertelige Er- faringer, ved Opdragelse og Dannelse, ved Vaner og Livsforhold. Paa denne Maade udvikles Drifter til Følelser iL-'v •HM