PERSONLIGHEDENS FRIHED. 207 Undtagelsesmenneskets store, utæmmede, men pragtfulde Lidenskab ikke middelbart har gavnet Menneskeheden, har den dog været en umiddelbar Aabenbaring om de mægtige Dimensioner, Menneskenaturen — i Godt som Ondt — kan opnaa, en Aabenbaring, der ogsaa har sin Betydning for Udviklingen. Skulde man imidlertid anvende den altruistiske Morallov konsekvent, da maatte man — af Hensyn til de flere eller færre Samtidige, som disse Undtagelsesmen- nesker har tilføjet Lidelse — ønske deres Værk eller Daad ugjort. Men da havde man ogsaa berøvet Men- neskeheden Frugterne af deres Egoisme, de Frugter, der, i Værdi umaaleligt overgaar Summen af den ublandede Gavn, Menneskeheden samtidig har havt af de lydige Medborgersjæles og de pligttro Dusinmenneskers Dyder! Det er for disse en sørgelig, men sund Sandhed, at de, der fødes som »sædelige Karakterer, er ufuldkomne Naturer, medens den individuelle Karakter er det fuld- komne — enhver Stilling voksne — Menneske, som bærer sit Maal i sig selv!« —selv om dette Maal stiller en Cæsar eller en Goethe langt under Altruismens Normal-Tommemaal! Naar man derfor i den altruistiske Morals Navn sætter Pligterne mod Næsten over Pligterne mod os selv eller forlanger, at Alle skal elske de sociale Pligter lige højt og Alle i lige Grad underordne sig dem — hvad er da- i Virkeligheden alt dette? Det er Vold mod Udviklingens Princip, Udvalget. Som Udtryk for dette Tilværelsens Grundprincip vil Individualismen imidlertid trods Alt sejrende hævde sin Ret til at eksistere mM