Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARIE ANTOINETTE OG REVOLUTIONEN 201
hendes veninde paa, at hun seiv ikke havde ringe skyld i
de farer og ulykker, som truede dronningen. Et er ialfald
sikkert: hun forstod, at tiden var kommen til at elske hende
mere end før.
Hertuginden af Polignac ønskede ikke at forlade sin vel
gjørerinde nu, da ulykkerne styrtede over hende; hun til
bageviste med heftighed det forlangende, som dronningen
stillede. I sin beslutning om at blive i Frankrige støttedes
hun ogsaa af sin mand.
Marie Antoinette tryglede, besvor, græd og befalede; men
egteparret vilde ikke til sin aarelange utaknemmelighed end
ydermere føie feighed.
Endelig vidste dronningen ikke længer, hvilke midler hun
skulde gribe til for at faa sine venner bort. Hun skjalv for
hvert minut, der forsinkede deres afreise og kaldte omsider
kongen til hjælp. Først da Ludvig sluttede sig til sin hustru,
da han talte om greven af Artois’ flugt, da han sluttelig be
falede dem at reise, samtykkede Polignacs i at drage bort.
Man har ikke elsket og troet sig elsket saa mange aar,
uden at hjertet bløder, nåar man maa skilles. I fjorten lange
aar havde Marie Antoinette næsten daglig seet sin veninde,
udvekslet tanker og meninger med hende, delt hendes glæ
der og sorger. Nu, da hun maatte sende hende bort, følte
hun først ret, hvor fast de havde været sammenbundne.
Hvor berettiget den bitterhed havde været, der i løbet af
den senere tid var opkommen hos hende mod fru Polignac,
hun kunde dog ikke med ro se den veninde forlade hende, til
hvem erindringen om hendes lykkeligste dage var knyttet,
og som hun havde elsket høit over alle andre.
I skilsmissens øieblik var det, som om noget af fortiden
fødtes paanyt i begge hjerter; fra begge sider blussede de
gamle følelser op med gammel styrke. Dronningen, der ved
saa mangen leilighed skulde vise sig sterk, var svagere, end
hun havde forudseet, i afskedens time.
„Farvel, du mit hjertes ømmeste veninde," skrev hun til
hende samme nat. „Hvor dette ord er forfærdeligt! Farvel!
Jeg har endnukun kraft til at omfavne dig."
En time efter såtte fru Polignac sig forklædt og skjæl
vende ved siden af en leiekusk; hendes mand og datter samt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
