Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
MARIE ANTOINETTE OG REVOLUTIONEN
nu atter som sin pligt at vise sig saa ofte som muligt ved
hoffet. Damerne kom med umaadelige lilje-buketter i haan
den og de bar sløifer af hvide silkebaand.
Etiketten forblev den samme, som den havde været i Ver
sailles, kun med den forskjel, at man spiste offentlig saavel
hver torsdag som hver søndag for at tilfredsstille hovedstads
boernes nysgjerrighed. Men adelsmændene opfyldte sine plig
ter med vemod. De var langt fra at dele kongens fortrøstning;
nationalgarden revolutionens soldater der holdt vagt
rundt slottet, indgjød dem uro og mistillid.
De samme kvinder, som i Versailles havde sat sig op paa
kanonerne, og som havde omringet de kongelige under for
haanelser og trusler, kom i Paris for at hylde dronningen;
hun maatte gaa ud paa balkonen og hilse paa dem. Hendes
hat overskyggede en del af hendes ansigt. Kvinderne bad
hende om at tåge den af for at de bedre kunde se hende;
og hun føiede dem.
Dag efter dag beleirede mængden slottet; paatrængen
heden gik saa vidt, at adskillige kvinder klavrede op i vin
duskarmene og hoppede ind i prinsesse Elisabeths værelser.
Tuileriernes have var i den første tid bestandig overfyldt.
Marie Antoinette maatte hvert øieblik træde frem; hun maatte
beherske sig og smile med hjertet fuldt af angst.
Naar kvinderne kaldte hende hen til vinduet, indledede
de samtaler med hende.
„De bør jage hoffolkene bort; thi de bidrager til at styrte
kongen," tilraadede de. „De bør elske de gode borgere i
Paris!"
„Jeg elskede eder, da jeg var i Versailles," svarede Marie
Antoinette; Jeg vil elske eder ligesaa høit nu, da jeg er her."
„Igaar," bemerkede en kvinde, „sagde man, at De vilde
flygte til grænsen."
„I tror alt, hvad man fortæller eder," sagde dronningen;
„det er det, som skaber vor ulykke."
„Vi forlader eder ikke mere," skreg nogle.
„Vi ønsker ikke bedre end at blive hos eder," svarede
hun. „Gid hådet maa slukkes. Gid det blod, som er vor ræd
sel, maa ophøre at flyde! Sig det til alle, som ikke kan høre
mig."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
