Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
MARIE ANTOINETTE OG REVOLUTIONEN
Det blev en modesag at emigrere. Officererne roste sig af
at forlade valpladsen, adelen af at forlade sin konge. Unge,
fyrige hoveder traf sammen i Koblenz; de klædte sig i blåa
frakke, rød vest, gule benklæder og bar knapper med tre
liljer, emigranthærens merke.
Man mødtes som ved et patriotisk stevnemøde i den tyske
by. Kongens broder vidste bedre end nogen anden, hvad der
sømmede sig for kongens tilhængere, sagde man; nåar gre
ven af Artois havde troet at burde begive sig til udlandet,
da var ogsaa der den trofaste adels rette plads.
Ludvig, der aldrig vidste, hverken hvad han vilde eller
hvad han burde, vidste selvfølgelig heller ikke i dette til
fælde, om han burde misbillige eller godkjende, at man drog
bort. Emigrationen indgjød ham vekselvis frygt og haab. Of
ficielt dadlede han den; men paa bunden af sit hjerte haabede
han at kunne drage nytte af den. Han havde blandt de ud
vandrede ikke blot slegtninge og tjenere, men hemmelige
agenter. Skjønt han det ene øieblik talte nedsættende om
dem, ønskede han i næste øieblik, at han befandt sig blandt
dem.
Det kan vanskelig negtes, at udvandringen var en feil.
Man kan forståa, at et trofast aristokrati folger sin konge i
landflygtigheden; men Frankriges adel og geistlighed lod i
dette tilfælde sin konge staa alene, omgiven af de største
farer, medens de seiv vankede fra hof til hof istedetfor at
blive paa sin post.
Paa den anden side tør man heller ikke fragaa, at de ade
lige var ulykkelig stillede under revolutionen: De, som ud
vandrede, mistede sine godser og var fordømte til en land
flygtighed, der, efter hvad man sagde i Frankrige, skulde
vare bestandig. De, som blev i landet, mistænkeliggjordes,
forfulgtes og blev tilsidst guillotinerede; de, som søgte til
flugt under fanerne, fandt heller ikke der et fristed, om de
end udførte vidundere af heltemod.
Aaret 1790 brød frem, mere faretruende end slutningen
af det gamle aar havde været. Rov og ildsvaader herjede
vedblivende i provinserne; overfald og mord hørte til dags
ordenen i Frankriges hovedstad.
Feilgreb fra hoffets side gav anledning til saa mange übe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
