Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
337
MARIE ANTOINETTE OG REVOLUTIONEN
raabte hun. „Er vor undergang uundgaalig, saa kan vi ial
fald vælge den holdning, med hvilken vi vil dø! Lad os dø
som konger. Lad os ikke uden modstand vente paa, at man
kommer for at kvæle os her i vore værelser!"
Ludvig forblev ufølsom for sin hustrus forestillinger.
Prinsesse Elisabeth vilde derimod med glæde være stegen
tilhest og have vist sig i spidsen for et regiment soldater.
Hun var langt mere virkelysten end sin broder og ligesaa
modig som Marie Antoinette. Men uheldigvis var de to svi
gerinders synsmaader absolut forskjellige.
Fra begyndelsen af sit ophold i Frankrige havde dron
ningen mødt sine værste hender inden sin mands familie.
Ulykkerne havde ikke afvæbnet dem; vi har seet, at mere
end et medlem af den kongelige familie blev ved med paa
hendes bekostning at forfølge sine egne, egoistiske planer.
Heltemod og pligttroskab holdt prinsesse Elisabeth tilbage
i Tuilerierne; men hendes tanker og hendes hjerte var hos
brødrene i Koblenz. Alle hendes forhaabninger vendte sig
mod dem; og de udvandredes holdning fremkaldte idelige
stridigheder mellem hende og dronningen.
Ulykken, der gjorde Elisabeth til en mere brændende kri
sten, gjorde hende til en ikke mindre brændende royalist.
Hun trak paa skuldrene af Marie Antoinettes indrømmelser,
af hendes forbindelser med tidens raænd. I modsætning til
sin svigerinde betragtede hun hofadelen, vennerne fra den
gamle tid, fremdeles som tronens fornemste støtter. Hun
veg ikke tilbage for borgerkrig. Borgerkrigen saa mente
hun var allerede i landet.
Man vilde have møie med at tro paa det daarlige forhold
mellem den gudhengivne og rene Elisabeth og den stolte og
modige Marie Antoinette, hvis dronningen i. sine aabne ud
talelser til grev Fersen ikke seiv havde talt om det.
„ Brevet fra Monsieur (greven af Provence) til baronen
(Breteuil) har forbauset og indigneret os," skrev hun til ham;
„men man maa have taalmodighed og ikke vise sin vrede
for meget i dette øieblik. Jeg vil dog skrive det af, for at
min søster (Elisabeth) kan se det. Jeg er nysgjerrig efter at
vide, hvordan hun vil retfærdiggjøre dette midt i alt det, som
foregaar. Vort familieliv ligner et helvede! Der er ingen mu
Clara Tschudi: Marie Antoinette II - 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
