Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
349
MARIE ANTOINETTE OG REVOLUTIONEN
Af frygt for at grev Fersen skulde blive gjenkjendt og
forfulgt, fraraadede Marie Antoinette længe og paa det be
stemteste hans reise til Frankrige.
Endelig opnaaede han dog kongens og dronningens tilla
delse til at opfylde Gustav den tredies mission. Han forlod
Stockholm under et paataget navn og naaede uden større
vanskeligheder Paris (den fjortende februar 1792). Kun faa
mennesker anede hans nærværelse i den franske hovedstad.
Samme aften, som han kom, gik han til Tuilerierne.
„Jeg harværet hos dronningen," skrev han i sin dagbog,
„har benyttet min sædvanlige vei. Jeg mødte faa national
gardister; saa ikke kongen!"
Det første gjensyn mellem ham og Marie Antoinette havde
kun varet nogle minutter; men disse havde været tilstræk
kelige til at vise ham, at de otte maaneder, som laa mellem
hans sidste afsked fra hende paa den lille poststation Bondy,
med uudslettelige merker havde gravet sig ind i hendes an
sigtstræk.
Dagen efter begav Fersen sig atter til slottet; denne gang
traf han Ludvig og Marie Antoinette i fællesskab ventende
paa ham. Man talte sammen om muligheden for en ny flugt,
men enedes om, at det var altfor vanskelig at bringe den
til udførelse.
Fersen skrev i sin dagbog om dette møde:
„Seet kongen klokken seks iaftes. Han vil ikke reise; og
han kan det heller ikke paa grund af den skarpe opsigt. Des
uden gjør han sig skrupler, fordi han saa ofte har lovet at
blive; thi han er en brav mand .... Han indser, at der ikke
findes noget andet hjælpemiddel end magtanvendelse; men
som følge af sin svaghed, betragter han det som umulig at
gjenvinde den gamle autoritet Tilsidst sagde han til mig:
„Nuvel, vi er alene, og vi kan udtale os. Aldrig har nogen
befundet sig i en saadan stilling, som jeg! Jeg ved, at jeg
forsømte det rette øieblik; det var den 14de juli (1789). Den
gang skulde man have reist sin vei, og jeg vilde det. Men
hvad kunde jeg gjøre, nåar endog min broder (greven af Pro
vence) bad mig om ikke at reise, og marechallen af Broglie,
som kommanderede tropperne, svarede mig: „Ja, vi kan træk
ke os tilbage til Metz; men hvad skal vi gjøre, nåar vi en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
