Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LETIZIA RAMOLINO BONAPARTE 35
for ham og gav ham adgang til sit bibliothek. Men hans
kamerater betragtede hans religiøse vaner som skinhellig
hed. De plagede og spottede ham: de gjorde nar af hans
daarlige holdning, hans drømmende udtryk, af hans sprog,
hans fornavn og af hans fødeland, det undertvungne Cor
sica. De spottede det tarvelige udstyr, som han havde bragt
med fra hjemmet; de drog hans adelskab i tvivl og haanede
hans faders fattigdom. Lærere og elever endte med at nære
samme antipati for den besynderlige gut, som levede et
slags eneboerliv iblandt dem; kort sagt, den lille Napoléon
blev skolens skabbede faar.
,Jeg vil gjøre dine franskmænd alt det onde, jeg kan,“
sagde han ofte til Bourienne.
Vennen søgte at berolige ham.
„Du gjør ikke nar af mig,“ svarede han da; „du holder
af mig!“
Dette barn paa ni aar begyndte her kampen for livet.
Vanskelig som han havde for at knytte sig til andre, uelsk
værdig og lidet tiltrækkende, uden en landsmand for hvem
han kunde gjøre sig forstaalig og med hvem han kunde tale
om sit fædreland, var han fordømt til ensomhed. Midt mel
lem fiendtlige medelever og temmelig uvidende lærere var
han underkastet en disciplin, som oprørte hans aand, og en
levevis, som oprørte hans legeme.
Som straf for en übetydelig forseelse forordnede en af
hans lærere en dag, at han skulde knæle; i denne stilling
skulde han indtage sit maaltid. Han vilde ikke, men læreren
tvang ham til at bøie knæ.
Gutten blev bleg som et lig og skjalv over hele kroppen.
Ude af sig seiv af fortvivlelse lukkede han sine øine; med
det indre blik rettet mod hjemmet paa klippe-øen skreg han
med hjerteskjærende røst:
„Moder! Min moder! Du har sagt mig det: Man knæler
ikke for menneskene; man knæler kun for Gud!“
Udefra var der ingen hjælp at vente; til at holde sig oppe
havde han kun sin egen følelse af pligt og sin ærgjerrighed.
Han lukkede sig inde i sig seiv med sine erindringer og
sine drømme; og efter aars forløb havde han endnu ikke
fundet sig tilrette.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
