Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NAPOLÉONS MODER
74
„Det forekommer mig tvertimod, at jeg lever," svarede
han smilende.
„Sig heller, at du vil leve i fremtiden,“ indvendte moderen.
„Men signora, er det at dø?“
Letizia og hendes døtre kom til Montebello midt i den
italienske vaar. Naturen syntes at have klædt sig i festdragt
for værdig at modtage moderen til Italiens befrier. Det let
begeistrede folk viste en glæde, som næsten lignede vanvid,
naar de saa Napoléon i sin families midte. Man foranstaltede
illuminationer, og de feststemte masser raabte uafladelig:
„ Evviva il liberatore dell’ Italia! Evviva il general Buonaparte I “
Dage og uger gik hurtig. Man reiste til Milano og til
bragte nogen tid der. Man gjorde udflugter hver dag. Gene
ralen og hans hustru holdt store middagsselskaber. Man
morede sig, kort sagt, paa den behageligste maade.^
Sydens varme havde bortveiret det sidste trask ar melan
koli fra den skjønne Paulines ansigt. De mange fornøielser,
de smukke og muntre officerer, der sværmede om hende fra
morgen til aften, havde bragt Frérons billede til at blegne.
Hun havde altid været Napoléons yndlingssøster; han
ønskede at se hende lykkelig. Hans ven, general Leclerc,
anholdt om hendes haand. Broderen begunstigede hans frieri,
og moderen gav sit samrykke. Pauline troede for anden gang
at være forelsket; og brylluppet blev feiret meget snart.
Letizia havde forudseet, at Napoléon ikke vilde negte sit
samtykke til den fuldbyrdede forbindelse mellem hendes
ældste datter og Felix Baciocchi. Det kom, som hun havde
tænkt; Hendes søn fandt, at han ikke burde være vanske
ligere med hensyn til valget af sin søsters mand, end mode
ren havde været; og han bøiede sig for den fuldbragte kjends
gjerning.
Josephine udførte sine vertindephgter med en ynde og
takt, der i høi grad behagede hendes mand. Paa den elsk
værdigste maade tog hun sig af hver enkelt gjest, saa næ
sten enhver kunde tro, at det var ham eller hende, med
hvem hun særlig beskjeftigede sig. Hun viste navnlig i be
gyndelsen en imødekommenhed mod Napoléons slegtninge,
der burde have beseiret deres uvilje mod hende. „Min hu
stru var, som hun burde være ligeoverfor sin mands moder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
