Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
LETIZIA RAMOLINO BONAPARTE
En del af Europa blev 1820 opskræmt af revolutionære
bevægelser. Der udspredtes rygter om, at Letizia havde kver
vet agenter, som paa Corsica skulde søge at fremkalde uro
ligheder til gunst for hendes søn. Man fortalte, at der
over hele Frankrige var planlagt en sammensværgelse for
at skaffe keiseren tilhængere; man troede endog bestemt at
kjende antallet af de millioner, som Letizia Bonaparte havde
givet ud til dette øiemed.
Ludvig XVIII havde aldrig folt sig sikker paa sin trone.
Narret af falske efterretninger gjorde den franske regjering
anstalter for at drage keiserens moder til ansvar. Paa ind
trængende anmodning af Frankriges gesandt i Rom beslut
tede paven, skjønt ugjerne, og skjønt han ikke skjenkede
rygterne tiltro, at sende sin statssekretær til hende for at
indhente oplysninger.
Pius’s udsending begav sig til hendes palads og meddelte
hende alle enkeltheder vedrørende de historier, der var satte
i omløb, samt foranledningen til sit besøg; samtidig udtalte
han en levende beklagelse over, at et saa pinligt hverv var
bleven ham paalagt.
Keisermoderen hørte ham til ende uden at sige ham imod.
Først da han taug, ytrede hun med værdighed:
„ Sig til paven, for at mine ord kan naa Ludvig XVIII: Hvis
jeg var saa heldig at eie de millioner, som man høimodig
tillægger mig, vilde jeg ikke anvende dem til at stifte ufred
paa Corsica eller til at skaffe min søn tilhængere i Frank
rige; han har tilhængere nok! Jeg vilde anvende dem til at
udruste en flaade, der skulde bortføre keiseren fra St. Hé
léna, hvor den skammeligste troløshed holder ham fangen. “
Hun neiede og trak sig tilbage.
Keiserens sygdom, som ikke længe forblev en hemme
lighed for hende, beredte hende en übeskrivelig sorg og
angst. Naar hun talte om de allierede fyrster, gjentog hun
tidt:
„Jeg vidste vel, at de vilde dræbe mig!“
Hendes datter Pauline sagde en dag ti! hertuginden af
Abrantés, da de spadserede sammen paa Monte Pincio:
„Du ser, hvordan moder græder over min broders ulyk
ker. Smerten vil ikke lægge hende i graven; hun vil komme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
