Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 NAPOLÉONS MODER
paa velvilje og paa sin tilfredshed med mig. Hun forærede
mig en diamant, som aldrig vil forlade mig; thi jeg har faaet
den af keiserens moder.“
Letizia betragtede sig efter Napoléons død som hovedet
for de faderløse Bonaparter. For at styrke det baand, som
endnu holdt slegten sammen, ønskede hun mere end nogen
sinde at se familiens medlemmer samlede omkring sig.
Jérome, hans hustru og børn havde omsider faaet mag
ternes tilladelse til at besøge hende i Rom. Med brændende
længsel imødesaa hun deres ankomst; hun var nu tre og
sytti aar gammel.
Hun var bleven mager og sammensunken. Hendes alabast
blege hudfarve, det næsten gjennemsigtige ved hendes per
son syntes at tyde paa, at hun ikke kunde have længe igjen
at leve. Men naar hun talte, forsvandt dette indtryk. Hendes
øine lyste endnu som to sorte diamanter; man følte, at der
under det skrøbelige hylster rørte sig et kraftigt liv, og at
keisermoderen hørte til dem, som bøies og ældes uden at
knækkes.
Hun var typen paa den gamle corsicanerinde, saadan som
man endnu kan møde hende i bjergegnene paa øen i de fa
milier, hvor ingen fremmed indblanding i racen har fundet
sted.
Efter sønnens død aflagde hun aldrig sine sørgeklæder.
En sort uldkjole og en sort hovedpynt en turban, som
man brugte dem i keisertiden, udgjorde næsten altid
hendes dragt.
Da hun efter den lange adskillelse første gang sluttede
Jérome i sine arme, brast hun i heftig graad. Under hul
ken fremstammede hun navnene paa de to, som hun nylig
havde mistet:
„ Elisa! Napoléon!“
Trods sine ulykker havde hun ikke tømt smertens bæger
til bunden; endnu var der forbeholdt hende megen og bitter
sorg! Døden skulde fremdeles slaa ned rundt omkring hende.
Hende alene skulde den skaane, som om maalet for hendes
ulykker aldrig kunde blive fuldt.
Vi ved, at Pauline stedse havde været den af hendes
døtre, som havde staaet hendes hjerte nærmest. Deres fælles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
