Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
LETIZIA RAMOLINO BONAPARTE
Efter utallige forfølgelser og efter et par kortere besøg i
Rom havde ex-kongen af Westfalen og hans familie omsider
faaet tilladelse til at opslaa sin faste bopæl i moderens nær
hed. Jérome og Cathérine stod endnu Letizias hjerte meget
nær. De boede i begyndelsen hos hende, men flyttede senere
til et nærliggende palads, hvorfra de daglig med sine børn
Napoléon og Mathilde besøgte „Palazzo Bonaparte 11 , hvor de
pleiede at mødes med Lucien.
Jérome kom hver morgen til frokost og læste aviserne for
sin blinde moder; hans stemme havde samme klang som
keiserens.
En morgen kom han tidligere, end han pleiede; han hav
de netop hørt nyheder fra Paris. Stille traadte han ind i
moderens værelse og nærmede sig sengen, hvor hun laa
syg-
„Min moder!“ sagde han med lav stemme, „hører du
mig?“
Hun gjorde en bekræftende bevægelse.
„Det berettes fra Paris, at der er udstedt befaling om, at
keiserens statue skal gjenopreises paa Vend6me-søilen.“
Moderen sagde i første oieblik intet; hun trykkede i taus
hed Jéromes haand med et udtryk af lykke, som man ikke
paa længe havde seet i hendes ansigt. Saa foldede hun sine
hænder i bøn, og taarerne rullede ned ad hendes kinder.
To dage efter stod hun op fra sit sygeleie og lod sig føre
hen i sofaen. Hun syntes oplivet ved efterretningen og gjen
tog uafladelig med svag stemme:
„Keiserens statue reises atter! Keiseren staar igjen midt
i Paris!“
Man bragte hende en liden model af statuen. Det var
hende en glæde at føle paa den med sine fingre. Men da
hun talte om dens indvielse, sagde hun vemodig:
„Jeg vil aldrig mere faa mindesmerket at se.“
„Mine stakkels øine, hvor jeg savner dem!“ sagde hun
tidt. „Dersom jeg nu var i Paris som før i tiden, vilde Gud
give mig kraft til at stige op paa søilen, for at jeg kunde
overbevise mig om, at keiseren virkelig atter staar paa den.
Det synes mig undertiden, som om man har villet bedrage
en stakkels landflygtig moder, der er vanfør og blind. Hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
