Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230 ELISABETH PATERSON BONAPARTE
fremhævede, at da keiser Napoléon havde givet hende en
aarlig pension, vilde hun ikke vise sig ved hans efterfølgers
hof. I saa henseende var hun mere taktfuld end hans sted
datter og svigerinde, dronning Hortense, der blev modtagen
i audiens af Ludvig XVIII og lod sig overøse med naades
beviser af ham.
Man snublede over superlativer, ødslede med adjektiver,
naar man talte om fru Paterson-Bonaparte. Wellington hørte
til hendes ivrige beundrere; Talleyrand roste hendes aand,
madame de Stael hyldede hendes skjønhed. Fremragende og
udmerkede mænd lod sig forestille for hende; hertuginderne
aabnede paa vidt gab sine selskabssale for den smukke, bor
gerlige dame.
For en stakket stund havde hun opnaaet sit ideal af lykke.
Verdenstummelen skjenkede hende end ikke tid til at skrive
til sin familie; men hun brød sig saare lidet om, hvad de gode
folk i Baltimore tænkte om hende.
Det følgende aar vendte hun dog tilbage til Amerika. Hun
kom først 1819 igjen til Europa, denne gang medbringende
sin 14—15 aar gamle „Bo“. Naar hun holdt ud de tre aar
i Baltimore, kan dette kun forklares ved hendes faders mod
stand mod, at hun tog sit barn med til Europa; thi den gamle
Paterson, der aldrig havde forstaaet sin datter, elskede sin
dattersøn overordentlig høit.
Moder og søn slog sig ned i Genf, hovedsagelig paa grund
af de kilder til uddannelse, som denne by frembød for søn
nen.
De ti aar i Amerika havde pengeforretninger været Elisa
beths hovedinteresser. Eftersom tiden gik, blev hun mere og
mere sparsommelig. I sine breve klager hun meget over,
hvor dyrt det er at leve i Schweiz, samt over schweizernes
gjerrighed. „Der gaar fire jøder paa én schweizer," siger hun.
Hun likte heller ikke det schweiziske kjøkken og udtaler:
„ I dette land erstatter man kraftig mad med høitstemte
vers til den smukke natur, til Mont Blanc., til solnedgange
og til maaneskin; som følge heraf er de mere materielle
skabninger henviste til at dø af sult.“
Ved første øiekast kan det synes, som om det maatte af
hænge af hendes eget forgodtbefindende at skaffe sig kager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
