Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249
KONGEN AF WESTFALENS AMERIKANSKE HUSTRU
„De har megen indbildningskraft,“ skrev hun til sin ven
inde Lady Morgan; „men al Deres fantasi kan umulig give
Dem nogen forestilling om den tilværelse, som vi fører her
i Baltimore. Jeg er fordømt til en ensomhed, som jeg
finder mindre uudholdelig end de kjedelige selskaber, som
jeg undertiden besøger. Husker De i „Corinna“ madame de
Staels beskrivelse af livet i England og samtalerne ved bor
det hos Lady Edgermont, hvor man udelukkende talte om
barnefødsler, giftermaal og dødsfald? Jeg er saa træt af at
høre disse tre vigtige ting diskutere; jeg har opgjort min
mening om dem for længe siden: Min mening er, at det er
en ulykke at være født. I egteskabet har jeg gjort grufulde
erfaringer. Dette har imidlertid ikke formindsket min rædsel
for døden! De kan da forestille Dem, hvor liden smag jeg
har for at høre tale om disse tre sørgelige ting, og med hvil
ken glæde jeg flygter bort fra dem for at trække mig tilbage
til mine egne værelser.“
I samme brev siger hun med tanken paa den kjedsomhed,
der fortærer hende:
„De, Lady Morgan, er altfor lykkelig til at kunne forstaa,
hvad jeg lider her!“
Hendes alderdoms fornøielse bestod, foruden i at skrabe
penge sammen, i at beskjeftige sig med sine dragter. Hun
havde en gammel pose, hvori hun gjemte sine myntsorter
og sine værdipapirer; og denne pose forlod hende aldrig.
Til hvilket sted hun end gik hen, beholdt hun den bestandig
hos sig, og hun hang den fast paa ryggen af sin stol. De
herrer, der bød hende armen, var nødte til at bære hendes
pose.
To gange søgte hun at ryste af sig sin sjælelige slappelse
og at slippe bort fra den spleen, der nagede hende som en
orm. 1839 reiste hun paanyt tilbage til Europa; hun vilde
endnu engang opslaa sin bopæl i Paris.
Tiden, der havde været meget naadig mod hende, havde
dog ikke skaanet hende ganske. En vakker dag opdagede
hun i sit speil, at der var poser under hendes øine, rynker
i hendes pande, graa haar om hendes tindinger. Naar hun
spurgte sig, hvad hun havde opnaaet i livet, lagde utilfreds
hedens bitre smil sig om hendes mund. Og hun svarede sig
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
