Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CAROLINA AUGUSTA AF BAYERN 303
og Ludvig Victor vaagede hele natten ved hendes seng.
Hendes stedsøn og svoger, erkehertug Franz Karl, lod sig
ved midnatstid rulle ind til hende for at tage den sidste af
sked med hende.
Dødsøieblikket syntes at nærme sig, og alle tilstedevæ
rende knælede ned. Da solen gik op den niende februar
en søndag morgen slog enkekeiserinden pludselig øinene
op og saa paa alle de tilstedeværende.
Dybt bevægede kyssede keiseren, kronprins Rudolf og
keiserens brødre hendes hænder. I dette øieblik vendte den
døende sig til Franz Josef og hviskede:
„Hvem vil sørge for mine fattige?“
Med disse ord paa læberne sov hun hen.
Saasnart man i Wien havde faaet vide, at den gamle enke
keiserinde var syg, havde store menneskemasser samlet sig
i Hofburg.
Efterretningen om, at hun var døende, vakte den inder
ligste deltagelse. Hun havde overlevet sin tid. Den historiske
periode, hun som keiserinde havde tilhørt, var længst forbi.
Men i hendes firtiaarige enkestand havde tusinder nydt godt
af hendes ædle hjertes velgjerninger.
Mange lovtaler og digte blev skrevne til hendes ære, baade
medens hun levede og efter hendes død. Men de smukkeste
ord lod hendes stedsøns søn Karl Ludvig sætte under hen
des billede:
„Vi takker Gud for, at du har levet iblandt os!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
